Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Sund viden fra apoteket

Unges tabuer

Det er ikke altid nemt at være teenager. Begge køn kan få daglige udfordringer, som føles pinlige. Men husk: På apoteket kan du altid få gode råd – helt anonymt og trygt.

Sved: Især i armhulerne

Sved bliver dannet i dine svedkirtler, som du især har høj koncentration af i armhulerne, men nogle oplever også svedproblemer i lysken, på fødderne og på hænderne. Din krop sveder for at komme af med den varme, der kommer i kroppen, når du er fysisk aktiv og når du er stresset, nervøs eller påvirket følelsesmæssigt. Sveden i sig selv lugter ikke. Det er først, når sveden bliver blandet med bakterier på huden, at der opstår lugt. Samtidig giver sved irriterende skjolder på tøjet. Vask dig dagligt med sæbe for at fjerne bakterier. Gå med løst tøj af stof, der kan absorbere sved. Og brug en effektiv antiperspirant deodorant, der kan nedsætte svedproduktionen. 

Uren hud: Sådan behandler du

Først og fremmest: Uren hud hedder akne, handler ikke om hygiejne, og du kan ikke gøre for, at du har det. Årsagen er, at stigningen i hormoner betyder øget produktion af talg i de kirtler, der sidder ved hårsækkene – typisk i ansigtet. Overproduktion af talg danner propper, som kan blive betændte, når bakterier begynder at nedbryde talgen. Det viser sig typisk som ømme, røde kopper, der kan blive fyldt med gult pus. Akne er ikke farligt, og det smitter ikke. Men det er relevant at behandle, så du nedsætter produktion af talg plus modvirker både tilstopning af talgkirtlerne og betændelse. Samtidig skal du undgå at kradse eller pille, for det kan give ar. 

Fortrydelsespiller: Den ultimative plan-B

Hvis præventionen svigter, eller du har haft ubeskyttet samleje, så er der stadig en udvej, hvis du vil forebygge graviditet. Udvejen er en fortrydelsespille, der blokerer og/eller forsinker ægløsning. Når der ikke er noget æg, kan der ikke ske en befrugtning. Men – og der er et stort men: Du skal tage pillen hurtigt (senest efter 3 eller 5 døgn afhængig af præparat), du skal regne med bivirkninger (især kvalme, opkastning og smerter), og du skal tage pillen præcis, som der står i vejledningen. Køb den derfor på apoteket (uden recept), hvor du kan få den information, du har brug for. 

Vaginale mælkesyrebakterier: 

Ved ubalance forneden
Som pige oplever du ændringer i intimområdet. Først og fremmest får du menstruation som tegn på, at du nu kan blive gravid. Og der kan også opstå ubalance i skeden. Den er nemlig et følsomt område, hvor en kompliceret mikroflora – domineret af mælkesyrebakterier – sørger for, at du ikke oplever gener. Mælkesyrebakterier har den vigtige opgave at sørge for et surt (pH-værdi 3,8 – 4,2) miljø i skeden. Men hvis mikrofloraen bliver forstyrret, fx af bakterier eller svampesporer, kan det give gener som øget udflåd, svie og kløe. Du kan få flere typer håndkøbsmidler til at behandle den slags. Men du kan også vælge en pille med vaginale mælkesyrebakterier, som du sluger, og det synes mange er lidt mere nemt og lækkert end at røre ved sig selv forneden. 


KILDER
sundhed.dk
min.medicin.dk
perspirex.dk
hudoghyperhidroseklinikken.dk
sexlinien.dk
femidur.dk
sund-forskning.dk
ssi.dk