Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Sund viden fra apoteket

SOS til din hud

Vi vil så gerne kigge et par måneder frem i kalenderen, for nu har vinteren varet længe. Det synes vores hud også. Om vinteren er luftfugtigheden lavere end om sommeren, og derfor er vintermånederne sæson for tør og kløende hud. På apoteket kan du få gratis og god rådgivning. Vores fagpersonale bag skranken er også uddannet i hudpleje, så her kan du både få svar på dine spørgsmål og SOS til din hud.

Huden er dit største organ. Et sanseorgan, der kan mærke kulde, varme, smerter og tryk. Og en tovejs-barriere: Mod at vandet i din krop fordamper, og mod uvelkomne gæster som virus, bakterier og andre mikroorganismer, der kan komme udefra. 

Derfor skal du pleje huden

En barriere uden rifter, skrammer og huller virker naturligvis bedst. Og det er også en fordel, hvis huden altid er smidig og elastisk, så den ikke strammer. Oveni er der fordelene ved at undgå tør hud, der klør og skæller. Der er altså kun rigtig gode grunde til at være opmærksom på, at din hud får den fugt og næring, den har brug for. 

Ansigtshudpleje består af to trin: Rensning af huden og tilføring af fugt og fedt. Når du sørger for at rense din hud, før du smører dig, så sikrer du, at din hud bedre kan optage næringsindholdet i cremen. 

Vælg den rigtige hudpleje

Lotion, creme eller salve? Fugt eller fedt? Tør, normal eller kombineret hud? Jo bedre dine hudplejeprodukter passer til din hud og aktuelle behov, jo bedre effekt. På apoteket kan du få rådgivning om, hvilken hudtype du har. Mange har sart, sensitiv eller tør hud. Og det er helt normalt, at hudens behov varierer på forskellige steder af kroppen. Det vigtige er, at du bruger en creme, der både beskytter og forbedrer hudbarrieren. Samtidig skal du være opmærksom på både fugt og fedt. Hvis din hud er udfordret, kan du have brug for intensiv pleje – fx med fedtcreme, der indeholder 70% fedt. 

Vælg hudpleje, du kan lide

Hvis dine hudplejeprodukter står og samler støv i skabet, fordi du ikke bryder dig om at bruge dem, så gør de ikke gavn. Køb derfor altid et produkt, du synes, er lækkert at bruge.