Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Ekspertviden

Guide til sund og smuk sommerhud

Når vinterhuden møder forårets og sommerens sol, er huden ikke kun bleg. Den er også udtørret af et halvt års vinterhi i vores opvarmede boliger. Derfor kalder den på fugt – et behov, der bliver endnu mere udtalt efter ophold i solen. Mette og Anne Mette har gode råd til hele familien.

Har du valgt at passe på din hud?

”Mange mennesker tænker ikke på huden som et vigtigt organ. Men det er faktisk kroppens største organ, og huden er ikke bare en emballage, der holder sammen på kroppen. Huden beskytter dig mod udtørring, og huden beskytter dig mod angreb fra skadelige mikropartikler. Sund hud kommer også indefra. Så spis masser af varieret og sund kost fyldt med antioxidanter, og sørg også for at drikke masser af vand. Og lyt så til hudens behov – ikke mindst her om sommeren, hvor sol, strand og vand affugter huden, så den bliver provokeret og mindre intakt. Det øger nemlig behovet for at fugtkompensere med gode plejeprodukter.”

Læg vinterdagcremen på nathylden

”Her om sommeren, hvor vi er mere udendørs, har ansigtet brug for mere fugt. Det er der typisk ikke i den dagcreme, du har brugt hele vinteren, så køb en ny dagcreme, og brug vintercremen som natcreme. Vær opmærksom på, om der er solbeskyttelse i den dagcreme, du bruger om sommeren. Masser af dagcremer er produceret med indbygget solfilter, men selvom din dagcreme beskytter mod solens stråler, så udtørrer solen stadigvæk. Derfor er det altid godt at fugtkompensere med en god aftersun til kroppen, der både fugter og køler.”

Godt tip, til dig der er udfordret af sved

Det er helt normalt, at vi mennesker sveder, når vi har det varmt. På apoteket kan du få masser af gode deodoranter til at klare problemet med sved i armhulerne. Men hvad med sved andre steder på kroppen? ”Vi har rigtig mange kunder, der har udfordringer på de steder, hvor hud har kontakt med hud. Fx er der mange kvinder, der døjer med fugt og svamp under barmen. Og generelt kan overvægtige mennesker få problemet på maven. Løsningen er en spray, der absorberer fugten. Hvis du har svedproblemer på hænder og fødder, så vil du blive glad for at bruge en antiperspirant creme, hvor vi har et bredt sortiment, så der er noget for enhver smag.”

Kend din hudtype

”Selvom du kender din hudtype, kender du den så også om sommeren?” lyder spørgsmålet fra Mette og Anne Mette, der her giver sommertips til fire forskellige hudtyper. 

Fedtet hud: Brug solcreme og dagcreme uden fedt, og giv til gengæld huden fugt med serum og fugtmaske. Om natten kan du med fordel bruge en creme, der kan binde fugten dybere i huden. 

Tør hud: Brug solcreme og dagcreme med højt fedtindhold, og suppler med fugtmaske plus en serum, der indeholder hyaluronsyre og gerne peptider, da begge ingredienser binder fugten i huden.
 
Sensitiv hud: Både dagcreme, solcreme, serum og fugtmaske skal være målrettet sensitiv hud.

Aknehud: Hvis du er i medicinsk behandling for din akne, så findes der specifikke produkter, som er målrettet til personer med akne. Det gælder også solbeskyttelse, vælg fx en solcreme med faktor 50+ og meget let konsistens. 

Pas ekstra på børnenes hud

”Børn er født med fin, tynd og blød hud, der ikke har noget som helst pigmentfilter til at beskytte mod solen. Efter vores mening er det værste, du kan gøre, at udsætte dit spædbarn for direkte sol. I alderen nul til ½ år må de absolut ikke få direkte sol – dvs. at din baby skal være dækket med lange bukser, langærmet bluse og en solhat. Til børn fra 6 måneder har vi speciel solcreme til barnets hænder og ansigt, og så længe barnet bliver liggende på sit tæppe under en parasol er en faktor 50 nok. Men når først de begynder at lege i vandkanten, så bør de have tøj på, der er så tæt, at det blokerer for solens stråler.”

Fakta om solfaktor

”Solcremen skal beskytte mod både UVA- og UVB-stråler. UVA er stråler, du ikke mærker, men som trænger dybt ned i huden, hvor de ødelægger cellerne, hvilket giver rynker og øget risiko for kræft. UVB er dem, der brænder og giver risiko for solskoldning. Det tal, der står på solprodukter, gælder kun for beskyttelse mod UVB. Hvis produktet også beskytter mod UVA, skal der være en cirkel om bogstaverne ”UVA”, hvilket udtrykker, at produktet mindst indeholder 1/3 UVA-beskyttelse.” Mette og Anne Mette har flere gode solråd: 

”Rejser du på ferie under sydlige himmelstrøg, så har en almindelig nordisk hud brug for faktor 30-50. Hvis du opholder dig på vandet eller stranden, så skal du bruge ekstra høj faktor, fordi vandet reflekterer og forstærker solstrålerne. Men selvom du ligger under et æbletræ en sommerdag i Danmark, så anbefaler vi mindst faktor 15. Vær også opmærksom på begrebet fotostabilitet, som er et udtryk for, i hvor høj grad solen nedbryder solcremen,” understreger de to farmakonomer, der har en appel til alle danskere, som gerne vil beskytte huden mod solens skadelige virkninger: ”Sørg for at bruge nok! Langt de fleste får en falsk oplevelse af at være beskyttet, fordi de bruger for lidt solcreme. En voksen skal smøre sig med 40 ml. (svarer til 3 spiseskefulde) solcreme hver 2. time, og børn skal smøres med det halve.”

Solbeskyttelse for mænd

På apoteket ser vi mange solskader hos mænd. ”De fleste mænd har ikke den naturlige beskyttelse fra håret, som mange kvinder har. Det betyder, at fx øreflipper og isse er meget udsat for solens stråler. Generelt har mænd, som opholder sig udendørs i sommerhalvåret, endnu ikke samme tradition som kvinder for at bruge solbeskyttelse. Vores råd til mænd er at vælge et produkt, du gider at bruge. Det skal føles behageligt, når du smører det på, og tit er en tynd lotion løsningen. Vi har også fået en del nyere solprodukter, der ikke fedter, men kun giver fugt og beskyttelse til huden, som er oplagte best sellers for mænd. Det er for eksempel vand-/fugtspray med SPF, så du ikke behøver at smøre creme rundt i ansigtet, og vi har også ultra lette konsistenser af gel og creme, der bare smelter på huden uden at fedte. Der kommer nye solprodukter hvert år, så det er altid en god idé at kigge ind på apoteket.”
Gode råd fra
Anne Mette Skriver og Mette Roest
Farmakonomer med mange års erfaring i at rådgive kunderne om hudpleje.
”Hudpleje skal være effektivt, nemt og lækkert”

Læs også

Ekspertviden

Sådan påvirker solens stråler din hud

Solen skinner og du skal vælge din næste solcreme, men hvilken solcreme skal du vælge? Hvordan beskytter solcremen dig? Og kan du kombinere dine hudplejeprodukter med din solcreme?
Ekspertviden

Sådan kombinerer du solbeskyttelse og hudpleje

Hvordan, hvorfor og hvor meget beskytter en solcreme? Kan man kombinere solcreme med sine normale hudplejeprodukter?