Del artikel Del på Facebook Del på LinkedIn
Ekspertviden

Gør det ondt at dø?

Døden er definitiv, og sådan et farvel er altid vemodigt og svært. Kan døden være meningsfuld? Og hvorfor kan døden være så svær at tale om? ”Døden er en del af livet, og livet er vi fælles om. Derfor skal vi være solidariske med den døende” lyder det fra Sigrid Wemmelund, der har mange års erfaring med arbejdet omkring den alvorligt syge og døende patient.
I Danmark dør mere end 50.000 mennesker hvert år. Godt 40% dør på et sygehus, godt 20% på et plejehjem og lidt over 25 % i eget hjem. ”Det er meget individuelt, hvad den døende føler sig mest tryg ved” siger Sigrid Wemmelund og uddyber. ”For nogle kan det være trygt at være på et hospital, hvor patienten måske gennem rigtig lang tid har haft sin gang og kender personalet rigtig godt. Andre føler sig mest trygge derhjemme, men det kræver et stærkt netværk og massiv hjælp fra kommunens hjemmesygepleje – evt. bakket op af et udkørende palliativt team fra regionen. Hvis du fx bor alene, og har mange smerter og angst, kan de sociale og eksistentielle problemer være anledning til, at et hospice kan være en mulighed for at lindre. Og hvis der er tale om en plejehjemsbeboer, er hjem og plejepersonale under samme tag. Så jeg kan ikke fremhæve noget frem for andet men kun opfordre til, at omsorg og respekt for den døendes ønsker er i højsædet.”

Er sovet stille ind…

Gør det ondt at dø? Føler man angst? Eller gælder formuleringen ”er sovet stille ind”, som man så ofte ser i dødsannoncer? ”Ingen skal dø i hverken angst eller smerter”, understreger Sigrid Wemmelund. ”Vi har i dag adgang til raffinerede behandlingsmetoder, der både kan lindre smerter og berolige. Så at sove stille ind kan være en beskrivelse for, hvordan døden er, når patienten er i kærlige, palliative hænder. Ethvert sygdomsforløb er individuelt og afhænger af fx sygdommens art og patientens alder. Men fælles er, at kroppens funktioner lige så stille begynder at sætte ud, og det forandrer naturligvis patientens udseende. Det vigtigste i den palliative indsats, synes jeg, er at sikre værdigheden og begrænse patientens ubehag. Angst forstærker smerter, så i den sidste tid har rigtig mange stor gavn af samtaler og nærvær med fx en præst eller psykolog. Medicinsk har vi især fokus på at justere kombinationen og mængden af smertestillere, og så har vi et begreb, der hedder palliativ sedering og betyder, at vi de sidste dage og timer kan give patienten noget søvndyssende, så han/hun bliver lagt til at sove. For god ordens skyld vil jeg understrege, at vi kun lægger en patient til at sove, når vi kan se, at døden reelt er ved at indtræde, og at denne behandling intet har med aktiv dødshjælp at gøre.”

Vi er ikke gode til at tale om døden

”Der ingen tvivl om, at både patienter og pårørende tænker mange tanker. Ingen kan jo fortælle os, hvordan det var at dø, og det gør i sig selv døden til noget diffust. Samtidig har vi i vores samfund fokus på at kunne fixe alt. Og hvis der er noget, du ikke kan fixe, så bliver du utryg – ja måske endda skræmt. Det seneste århundrede er døden blevet gemt mere væk på hospitaler og plejehjem. Døden er blevet mindre konkret, fordi vi vender blikket bort fra både realiteterne og de urolige tanker. Resultatet er, at vi har mistet vores instinktive tilgang til døden og ikke længere har noget sprog til at tale om den. Alle mennesker er forskellige. Med forskellige bekymringspunkter, mestringsteknikker og behov. Derfor er det slet ikke sikkert, at hverken den døende eller de pårørende har brug for at tale. Tit kan et blik sige det hele. Min opfordring er, at forløbet skal være på den døendes præmisser.” 

Kan døden være meningsfuld?

”Hvis det er et træt og gammelt menneske, der er mæt af dage og føler sig parat til at sige farvel og tak for et godt liv, så er døden naturlig – men stadig ulykkelig, fordi et stort farvel altid er  vemodigt. Men hvis det er et ungt menneske, der dør, så er det svært at forstå, og vi søger og søger for at finde en mening og svar på spørgsmålet ”hvorfor?” Men det ER meningsløst. Der ER ingen mening. Og når vi mennesker ikke kan finde meningen med noget, så føler vi os som en fiasko, hvilket martrer sindet ekstra midt i den svære situation. Mit ønske for pårørende er, at de bliver i stand til at slutte fred med, at der vil være ting i livet, som er uretfærdige og meningsløse.”
 

Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs

”Tiden efter et dødsfald i nærmeste familie kan for nogen være lammende – og andre kan blive handlekraftige grænsende til det maniske. Følelsen og reaktionen afhænger af, hvem man er, hvem der er død og hvordan. Når jeg taler med pårørende, der lige har mistet, så taler vi om en kærlighed, der er blevet hjemløs. For de kærlige følelser, du havde til afdøde, har pludselig ingen adresse. Livet var I fælles om, men det fællesskab er slut. I gamle dage talte man om et sørgeår, og det giver faktisk rigtig god mening. Første gang, du oplever fx fødselsdag, højtider og andre mærkedage vil savnet være ekstra svært. Det er okay at være ked af det. Du skal ikke være bange for det. Og du skal give det tid. Med tiden kan du med taknemmelighed se tilbage på alt det gode, I havde sammen, men tabet vil være der resten af livet.”
 
Sigrid Wemmelund
Interview med
Sigrid Wemmelund
Daglig leder af Hospice Sønderjylland

For Sigrid Wemmelund har det altid givet mening at arbejde med terminalt syge. ”Før 1995, hvor den livsbevarende AIDS-medicin kom, arbejdede jeg med døende AIDS-patienter. Senere har jeg bl.a. arbejdet på dialyseafdeling med terminale patienter. En baggrund, der kommer mig til gode i mit nuværende job. Oveni min uddannelse som sygeplejerske har jeg taget både en diplom- og en masteruddannelse i ledelse, og det er en god ballast som daglig leder for de 50 ansatte her på Hospice Sønderjylland.”